Alle universiteter med i Open Entrepreneurship
1 March 2022. By David Erichsen
Med SDU’s indtræden i Open Entrepreneurship er alle danske universiteter samlet i det fælles initiativ om den vigtige opgave det er at omsætte forskning til iværksættervirksomheder og vækst
Open Entrepreneurship handler om at facilitere mødet mellem tidlig forskning og iværksættere, så der kan spinnes nye innovative virksomheder eller produkter ud af universiteterne. Med SDU’s indtræden – formelt med virkning fra årsskiftet 2021/22 – er alle danske universiteter nu en del af initiativet. Det glæder direktør på DTU Entrepreneurship, professor og ansvarlig for Open Entrepreneurship, Jes Broeng.
”Det er meget positivt, da vi sammen bedre kan løse den samfundsmæssig uhyre væsentlige opgave det er at få forskning og ny teknologi ud i verden og gøre en forskel. En opgave vi i Open Entrepreneurship har gode betingelser for at lykkes med, da samarbejdet er tilrettelagt, så det supplerer og respekterer de enkelte universiteters individuelle toning og tilgang til opgaven,” siger Jes Broeng.
Samarbejde med plads til forskellighed
Konkret betyder det, at organisering og måden der arbejdes med Open Entrepreneurship på, varierer fra universitet til universitet. Det man er fælles om er videndeling, åbenhed, netværk etc. Open Entrepreneurship er forankret med en enhed på alle universiteter, har en central hub placeret på DTU og er støttet af Industriens Fond.
SDU huser et andet landsdækkende projekt, Spin-outs Denmark, der i 2021 blev sat i verden med støtte fra VILLUM FONDEN for at skabe flere forskningsbaserede virksomheder fra universiteterne, og styrke samarbejdet i det danske økosystem for innovation. På SDU ser man derfor både frem til samarbejdet i Open Entrepreneurship og synergien mellem Open Entrepreneurship og Spin-outs Denmark.
Fokus på nyttiggørelse af forskning
”SDU har besluttet at indtræde i Open Entrepreneurship fordi det komplementerer og understøtter SDU’s ambitioner om styrke nyttiggørelsen af forskningen og de muligheder, der ligger i samspillet med Spin-Outs Denmark og de øvrige universiteter. Begge programmer er gode eksempler på instrumenter til at fremme nyttiggørelse af forskning, men blot med lidt forskellige tilgange,” siger chef for SDU Research & Innovation Organisation (RIO), Søren E Frandsen.
SDU’s aktiviteter i Open Entrepreneurship forankres formelt i RIO, hvor universitets arbejde med at opfylde målsætningen om at skabe værdi for og med samfundet er forankret. Søren E Frandsen indtræder i styregruppen for Open Entrepreneurship. Head of Technology Transfer at SDU, Thomas Smith, bliver projektleder, og det daglige arbejde forankres hos SDU’s Open Entrepreneurship Business Unit Manager.
Mødet mellem forskere og erhvervslivet
Open Entrepreneurship blev etableret i 2017. De første år som et forsøg med fire universiteter, og siden er de øvrige kommet til. Konkret fungerer Open Entrepreneurship ved, at der på hvert universitet er etableret såkaldte business units, der består af erfarne personer med iværksætterbaggrund og en faglig indsigt i de forskningsfelter, som indsatsen fokuserer på. Disse personer – business unit managere – faciliterer mødet mellem på den ene side forskere og den anden side erhvervslivet i form af et dedikeret korps af iværksættere, der hjælper ofte tidlig forskning med at blive modnet og kommercialiseret.