Årskonference med fokus på fremtid, samarbejde og samfundsudfordringer
20 December 2023. By David Erichsen
Emnet for Open Entrepreneurships konference for 2023, var fremtiden, og hvordan universiteter, forskere og erfarne iværksættere samarbejder optimalt om løsninger på samfundsudfordringer ved at skabe flere videnstunge iværksættere med afsæt i teknologi fra universiteterne.
Rammerne var Dansk Erhvervs lokaler i Børsbygningen, hvor adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen bød velkommen. Derefter trak Jes Broeng programdirektør for Open Entrepreneurship og Morten Mommsen, projektleder ved Industriens Fond, som i sin tid valgte at støtte projektet, de store linjer op i udviklingen af innovationssystemet og den rolle Open Entrepreneurship har spillet siden opstarten i 2017.
Herefter præsenterede lektor på DTU Entrepreneurship, Maria Theresa Norn, hovedpointerne i en netop afsluttet evaluering af Open Entrepreneurship.
Det overordnede formål med Open Entrepreneurship har været at opbygge og styrke kapaciteten til kommercialisering af forskning på de danske universiteter, og den røde tråd i den måde det er foregået på handler ifølge evalueringen om fleksibilitet, den tidlige involvering i cases, og det at kunne involvere sig med en case uanset om der er IP i sigte.
Ind i maskinrummet med fire cases
Næste punkt på konferencen var et indblik i Open Entrepreneurships maskinrum gennem præsentation af cases og infrastrukturen på tværs af universiteterne. De fire cases var Aalborg Power Group, banebrydende powermoduler til den grønne omstilling (AAU), Relight therapy, ny online psykologisk behandling til hjertekarpatienter (SDU), Perfi – hurtig og effektiv 3d-print af personligt tilpassede dele (DTU/CBS) og Cystotech – AI-assistent opdager blærekræft (AU). Fire cases ud at de samlet over 120 cases, som Open Entrepreneurship har bidraget til.
Herefter fik deltagerne en gennemgang af infrastruktur og aktiviteter på tværs af universiteterne, som tæller matchmaking, onboarding og platform for fælles korps af erfarne iværksættere (e-korpset) etc.
Et fælles blik på fremtiden
Konferencens fælles blik på fremtiden blev motiveret med et panel med, Sine Linderstrøm, Fagchef, SMV og Iværksætteri, Dansk Industri, Hans Andersen, MF, Venstre, og Mads Eriksen Storm, Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv. Panelet drøftede, hvor innovationssystemet står i dag, hvad der bliver brug for i fremtiden, og hvordan samspillet mellem universiteterne og samfundet rustes bedst til opgaven.
Mere Open Entrepreneurship stod højt på ønskelisten hos alle paneldeltagere.
Herefter drøftede de 100 deltagere samme spørgsmål i grupper, og de mange input med alt fra forslag om tinder app til cases til forbedring af SMV’ernes vilkår og at gøre det mere attraktivt at investere i forskning blev samlet i en fælles konference-padlet.
Uddannelses- og Forskningsministeriet sikrer 2024
Konferencen fik som sidste punkt besøg af Louise Berth Andersen, kontorchef fra Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), med den glædelige nyhed, at ministeriet har prioriteret midlerne til, at Open Entrepreneurship kan fortsætte foreløbig i 2024. I dag støttes Open Entrepreneurship af Industriens Fond og derudover af Uddannelses – og Forskningsministeriet samt Erhvervsministeriet som en del af Life Science strategien. Bevillinger der løber til udgangen af 2023.
Open Entrepreneurship begyndte som et pilotprojekt i 2017, blev landsdækkende i 2019 og har indtil nu skabt +120 forskningsbaserede virksomheder, årligt etableret +100 cases med potentiale for kommercialisering og rejst +100 mio. kr. til nye virksomheder.
Med bevillingen fra UFM kan Open Entrepreneurship fortsætte sit arbejde uden kompetencetab, indtil der forhåbentlig findes en varig finansiering af initiativet. Meget gerne som en del af regeringens kommende iværksætterstrategi.
Mere om evalueringen af Open Entrepreneurship, cases og konferencen
Læs evaluering af Open Entrepreneurship
Se flere eksempler på cases, hjulpet på vej af Open Entrepreneurship
Se konferencehæfte
Se fælles input til “Et blik ind i fremtiden# fra padlet på konferencen
Vil du i dialog med Open Entrepreneurship?
Vil du i dialog med Open Entrepreneurship er du velkommen til at række ud til en fra vores team