Pengene skal tættere på grønne startups
12 October 2021. By Helle Nielsen-Elgaard, Head of Innovation, Open Entrepreneurship
Et systematisk og faciliteret parløb mellem forskere og erhvervsliv er en dokumenteret, effektiv metode til at skabe innovative forretningsområder og iværksættervirksomheder på baggrund af ny teknologi. En metode der er helt oplagt i forhold til den grønne dagsorden – og kan blive endnu bedre ved at få fonde og andre kapitalinteresser tættere på og tidligere med i forløbet.
Open Entrepreneurship har siden 2017 på tværs af danske universiteter og med støtte fra Industriens Fond systematisk arbejdet på at bygge bro fra forskning til marked. Open Entrepreneurship står på især amerikanske erfaringer med kommercialisering af universiteternes forskning. Erfaringer der viser, at kommercialisering kan øges markant ved at integrere entreprenører og intraprenører fra etablerede virksomheder i universiteterne.
Resultater
Det, som skaber resultaterne i Open Entrepreneurship, er mødet og den åbne og faciliterede relationen mellem forskere og erhvervsliv. En relation hvor begge parter systematisk bringer deres særlige kompetencer fra hver sin verden i spil om det fælles formål at etablere en ny virksomhed eller udvikle et nyt forretningsområde. Forløb der kan vare måneder og år, før forretningsideen er modnet nok til at virksomheden er flyvefærdig.
Siden etableringen er der i regi af Open Entrepreneurship etableret +60 nye virksomheder, og der er mange flere i pipelinen. Vi indgår også i regeringens strategi for Life Science vedtaget i maj 2021 netop med henblik på at øge kommercialisering af danske forskningsresultater og sikre nye vækstvirksomheder og arbejdspladser på området.
Det er tilfredsstillende at levere så gode resultater, men de kan faktisk blive endnu bedre. Det vi kan se er, at der er en sårbarhed i overgangen fra case til virksomhed, hvor forretningsideen skal til at agere på kommercielle vilkår. En sårbarhed, der kan minimeres, hvis investeringer bygger på et dybere kendskab til vores cases.
Vi inviterer fonde og andre kapitalinteresser til at involvere sig tidligere
Derfor vil vi fremover gerne invitere fonde og andre kapitalinteresser til at involvere sig tidligere og mere i vores cases og blive en mere integreret del af Open Entrepreneurship. På den måde vil de i højere grad være med til at forme de virksomheder, der investeres i, hvilket styrker grundlaget for at investere rigtigt og rettidigt.
Derudover opererer mange investorer enkeltvis, så der er også et potentiale i så at sige at bundte flere om samme investering. Det er en tilgang, som allerede praktiseres med succes i amerikanske startupmiljøer, og som vi også gerne vil understøtte i Open Entrepreneurship.
Pengene tættere på fra starten
I forhold til startups, der fremmer bæredygtighed og den grønne dagsorden er det ekstra oplagt at få pengene tættere på fra starten, da det vil minimere antallet af fejlslagne investeringer i en tid, hvor der er massiv interesse i grønne startups. Et emne der blandt andet blev drøftet på Open Entrepreneurships årlige konference, som blev afholdt i september med temaet Sustainability in Business.
Ifølge keynote til konferencen, direktør for bæredygtighed hos Novozymes, Claus Stig Pedersen, er bæredygtighed og verdensmålene den største forretningsmulighed nogensinde. Faktisk omskrev han på konferencen et klassisk citat fra økonom og nobelprisvinder, Milton Friedman, om at the business og business is business til ”the business of business is sustainability”.
Claus Stig Petersen er på linje med Mandag Morgens aktuelle tema om grøn teknologi, som blandt andet beskriver, hvordan der lige nu er flere penge på jagt efter bæredygtige projekter, end der er impact-iværksættere på jagt efter penge med de fordele og ulemper det indebærer.
Den massive interesse i at investere skaber ifølge Mandag Morgen en situation, der lægger et stort ansvar på den nye generation af startups, som skal leve op til forventningerne om både impact og overskud, hvis ikke pengestrømmene hurtigt skal vende igen og en historisk chance for storskala-forbedringer af verden gå tabt.
Grønt charter
Vi er enige med både Mandag Morgens analyse og Claus Stig Pedersens betragtninger, og derfor har vi et stykke tid arbejdet på at etablere et egentligt grønt charter i regi af Open Entrepreneurship. På den måde kan vores gennemprøvede og systematisk tilgang til at kommercialisere forskning bidrage til modningen af levedygtige grønne projekter i en tid, hvor pengene slås om projekterne og ikke omvendt.
Ovenstående debatindlæg er bragt i Altinget 12. oktober 2021