Start-up klar med fremtidens trackingløsninger
2 November 2021. By David Erichsen.
Geo-location og trackingløsninger til virksomheder er blot et af de forretningsområder den teknologiske udvikling inden for Internet of Things gør muligt. Potentialet er enormt.
I dag bruges internettet meget til, at vi kan sende beskeder, mails, billeder og videoer, søge information, streame etc., men fremover vil det ikke kun være mennesker, der er på nettet. Det vil maskiner, ting og sager også komme – i høj grad.
Internet of Things
Internet of Things, IoT udvikler sig massivt, og en drivende kraft, når det gælder uddannelse og forskning på området, er lektor på Institut for Fotonik på DTU Sarah Renée Ruepp. Hun finder området så interessant, at hun også har involveret sig i en startup funderet på IoT-teknologi.
”Jeg begyndte sammen med en forskerkollega, Martin Nordal Petersen, at tænke i virksomhedstanker for omkring tre år siden. Vores udgangspunkt er, at vi arbejder meget med IoT, og synes det er fedt at nørde med. Vi kan se, at de nye IoT teknologier kan gøre en forskel for mange mennesker, men at vejen til det kræver en virksomhed for at få teknologien ud og gøre en forskel. Derfor tog vi en snak med Open Entrepreneurships Business Unit Manager på DTU,” siger Sarah Renée Ruepp.
Sparring med Open Entrepreneurship
I den tidlige fase blev Open Entrepreneurship brugt til værdifuld sparring på de to partneres forretningsideer og til hurtig trykprøvning af strategier, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre, etc.
”Derudover var Open Entrepreneurships Business Unit Manager god til at pege os i retning af funding på DTU og via sit netværk etablere kontakt med de rigtige personer. Det var alt sammen en kæmpe hjælp på det tidspunkt.”
Etablering af virksomhed – LokaTrack
Efter et år med udvikling etablerede de to forskningskolleger virksomheden LokaTrack med det formål at bruge IoT-baseret teknologi kommercielt. Et af de områder, deres virksomhed skal beskæftige sig med er hjælp til at lokalisere ting, f. eks. på en byggeplads.
”Vi har snakket med mange, der har brug for at lokalisere alt muligt. Så der er et behov, og med den nye IoT-teknologi kan det ske ret præcist, men balancen går ved, at muligheden for lokalisering ikke må være dyrere end den ting, der skal lokaliseres. For så kan man jo bare købe en ny, selvom det ikke vil give mening fra et bæredygtighedssynspunkt” siger Sarah Renée Ruepp.
På udkik efter en forretningsmæssig profil
Lige nu er de to forskere i gang med at teste deres produkt hos kunder, få feedback, tilpasse, måske udvide med ekstra features, etc. De har indtil videre kørt virksomheden selv, men er i dag der, hvor de er på udkik efter en mere forretningsmæssig profil, og her har de også gavn af at sparre med Open Entrepreneurship.
”Vi har begge to vores styrke i og vil begge to gerne fortsætte i universitetsverdenen, så derfor skal vi have andre til at stå for den kommercielle del. Tidspunktet er til det nu, da kunderne, markedet og infrastrukturen er ved at være modnet tilpas meget,” siger Sarah Renée Ruepp.