Vigtigt at grønt iværksætterpanel skaber handlinger
25 November 2021. By David Erichsen
Det er en god nyhed for den grønne omstilling, at Erhvervsministeriet nedsætter et panel, der skal skabe flere grønne iværksættere i Danmark, mener Jes Broeng, professor, direktør for DTU Entrepreneurship og idemanden bag Open Entrepreneurship. Han er selv en del af panelet.
”Jeg vil arbejde for, at det grønne iværksætterpanel får så mange konkrete aktiviteter i gang som muligt – og at vi i det hele taget bliver et aktivt panel. Det er vigtigt, da der er brug for mere handling end snak på klimaområdet,” siger Jes Broeng.
Han ser en god kobling mellem Open Entrepreneurship og det nye grønne iværksætterpanel, da Open Entrepreneurship arbejder med at facilitere mødet mellem tidlig forskning og iværksættere, så der kan spinnes nye innovative forretningsområder ud fra universiteterne i form af nye virksomheder eller nye produkter til eksisterende virksomheder.
”Open Entrepreneurships tilgang til iværksætteri er en effektiv måde at adressere verdens klimaudfordringer på, da udvikling af ny teknologi altid kun er første skridt i retning af at indfri vores ambitiøse klimamål. Det næste vigtige skridt er, at teknologien også omsættes til en konkret løsning, der er et marked for. Og den opgave kan grønne iværksættere hjælpe med,” siger Jes Broeng.
For at fremme omsætningen af grøn teknologi til konkrete klimavenlige løsninger har Open Entrepreneurship planer om at etablere et grønt spor, hvor tilgangen med at opbygge et stærkt netværk af entreprenører, intraprenører og investorer fokuseres på at omsætte grøn forskning til ny teknologi.
”Fordelen ved et dedikeret grønt spor i regi af Open Entrepreneurship er, at vi tilbyder en unik og åben adgang til universiteter på tværs af Danmark, og på de enkelte universiteter en adgang til et bredt udsnit af forskningsområder. Begge dele betyder noget i forhold til klimateknologier, da de løsninger, som fører til grønt iværksætteri også udvikles i samspillet mellem klassiske forskningsområder og forskningsområder indenfor klima, ” siger Jes Broeng.
Læs pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet:
Nyt panel skal skrue op for antallet af grønne iværksættere i Danmark